Minnas historie

Angst, Minnas historie

Vejen tilbage til livet


Zoneterapien har været et kæmpe vendepunkt i mit liv og dette kan jeg kun varmt anbefale til alle andre der ønsker at gøre op med deres gamle liv og vende det til det bedre med balance i krop og sjæl
Minna
41 år

I 2003 hvor jeg i en alder af 27 år skal til at stifte familie med min kæreste og efter endt uddannelse skal til at tage hul på min karriere, vendte livet. Alle planer og ønsker blev afløst af en lang rejse i form af en livskrise, hvor jeg for første gang for alvor stiftede bekendtskab med det, der skal blive mit værste mareridt, Angsten.

Jeg havde svært ved at komme ud af døren og i det hele taget holde nogen former for aftale med nogen som helst i mit netværk såvel som i mit arbejdsliv.

Jeg meldte fra til alle aftaler med mine venner og familie og meldte mig syg på mit job.

Det resulterede i evig dårlig samvittighed overfor mine omgivelser, over aldrig at slå til nogen steder. Denne onde spiral blev værre og værre og jeg anede ikke mine levende råd og vidste heller ikke, hvad det var, der skete i mit hoved eller i min krop.

Jeg havde masser af forskellige symptomer, og min krop var spændt som en flitsbue døgnets 24 timer. Halsen snørede sig sammen, øget spytproduktion i munden, koldsved, hjertebanken som dundrede helt ind i ørerne og en fornemmelse af, at der ville ske noget frygteligt lige om lidt.

Jeg ved egentlig ikke, hvad det var, der kunne ske, men jeg havde en rungende angst for alle tænkelige og utænkelige situationer samt for alle mennesker. Og alt sammen rodet sammen i en stor pærevælling, der udvikler sig til skræk scenarier.

Jeg havde det bedst når jeg kunne ligge i min seng under dynen uden at skulle forholde mig til noget som helst. Det at skulle gå på posthuset for at betale en regning tog så meget af min energi, som det ville gøre for en anden person at løbe en maraton.

Følelsen i min krop var tomhed og en enorm træthed samt en magtesløshed over ikke at vide, hvad der skete med mig og min krop, og hvad jeg kunne gøre for at få det bedre.

Jeg udviklede en masse strategier for, hvordan jeg kunne overleve nogenlunde uden egentlig at være til stede i nogen af de ting eller situationer, jeg befandt mig i.

Jeg følte mig som tilskuer i mit eget liv, som en person der sidder og ser en film, hvor jeg selv var hovedpersonen uden egentlig at være det.

I sommeren 2007 efter en lang periode med søvnløshed og uro i min krop , snurren i fingrene, hjertebanken, trykken for brystet og svært ved i det hele taget at få gjort de mest basale ting som at tage et bad og andre små gøremål, gik jeg endelig til lægen. Da havde jeg levet med symptomerne i 4 år uden at ane mine levende råd om, hvordan jeg kunne få det bedre. Jeg var præget af en ekstrem rastløshed og uro, træthed og koncentrationsbesvær det meste af tiden. Jeg var udmattet og kunne ikke overskue tingene mere. Alt var kaos omkring mig, og den dårlige samvittighed blev værre og værre for hver dag. Min læge sygemeldte mig og ordinerede antidepressiv medicin, som hjalp mig tilbage til hverdagen. Dog blev det aldrig helt optimalt, og jeg led stadig af de samme symptomer.

Der gik ydereligere en del år indtil 2014, hvor jeg prøver at træde vande og overleve på bedste vis uden egentlig at have fået det bedre. Så langt om længe er jeg heldig at få en henvisning til en psykiater, og her får jeg min diagnose ANGST og den rette behandling i form af samtaleterapi understøttet af antidepressiv medicin for at tage toppen af angsten. Langsomt begyndte jeg at få det bedre.

Men der manglede stadig noget for at min krop kunne finde den ro, som jeg kendte fra før, jeg blev syg.

Lise-Lotte foreslog, at jeg kunne prøve en behandling med zoneterapi. Det blev mit store vendepunkt tilbage til at få mit gamle liv tilbage.

Efter at have været i behandling hos Lise-Lotte ca. en måned en gang om ugen, begyndte min krop at reagere med en formidabel ro, som jeg fuldstændig havde glemt følelsen af.

Jeg kunne pludselig sove en hel nat uden at ligge vågen til kl 3-4 om morgenen, og følte mig for første gang i 13 år fuldt udhvilet, når jeg vågnede om morgenen.

Udover at jeg har lidt af meget svær angst. Led jeg tilmed af svær allergi overfor græspollen og husstøvmider. Efter at have været i behandling hos Lise-Lotte i 6 måneder begyndte min krop for alvor at reagere på zoneterapien, jeg kunne nu slappe af, sove og behøvede ikke at tage antihistamin for at holde min allergi i ave. Jeg begyndte lige så stille at få mit gamle liv tilbage.

Jeg begyndte at kunne være i min egen krop igen uden at have behov for hele tiden at flytte fokus over på, hvordan alle andre omkring mig havde det for derved at undgå at mærke mine egne følelser og forholde mig til, hvor dårligt jeg i virkeligheden selv havde det.

Jeg kan nu igen mærke mig selv for første gang i 13 år. Jeg forsætter mit behandlingsforløb hos Lise-Lotte, og det er blevet en fast del af min plan for at få det bedre.

Jeg er i dag en kvinde i min bedste alder på 40 år og har en ro i mit liv, som jeg ikke har haft i de sidste 13 år. Jeg er igen begyndt at kunne mærke mig selv, og føler at min krop igen er kommet i balance efter 13 år med ubalance, uhensigtsmæssige handlemønstre og en adfærd, der kun handlede om at overleve.

Jeg har på nuværende tidspunkt været igennem et zoneterapibehandlingsforløb hos Lise-Lotte på 2 år, som har været det store vendepunkt for mig og vejen tilbage til livet og min måde at lære at leve med angsten på, i stedet for at den skal styre mit liv. Ro i sind og krop og afslappethed i stedet for en krop der er spændt til bristpunktet hele tiden. En rolig nattesøvn der ikke er forstyrret af rastløshed og uro. Ikke mere hjertebanken og ingen snurren i fingrene, selv om der til tider er pres på i hverdagen, og der bliver stillet krav til mig.

Ingen koldsved og øget spytproduktion alle disse symptomer er afløst af ro og afslappethed.

Zoneterapien har været et kæmpe vendepunkt i mit liv og dette kan jeg kun varmt anbefale til alle andre der ønsker at gøre op med deres gamle liv og vende det til det bedre med balance i krop og sjæl.